Bitchy Slut Erotic Segundo Hellig

Erotic Erotic Slut Bitchy

Den etik der forkynder sig selv gennem forargelse p- The Arts and Humanities Web Site Bitchy Slut Erotic Segundo Hellig

Bitchy Slut Erotic Segundo Hellig

NIETZSCHES LÆRERE
Man betragter almindeligvis Arthur Schopenhauer (1788-1860) og den gamle græske filosof Heraklit (ca. 500 f.Kr.) som Nietzsches to lærere. Såvel Schopenhauer som Heraklit n&alig;vnes og kommenteres ofte hos Nietzsche. Fra Schopenhauer har Nietzsche væsentligt to ting: (1) Det filosofiske hovedproblem: Verden er fuld af smerte og meningsløse tilfældigheder - hvorledes kan vi overkomme et så grundlæggende grusomt eksistensvilkår? (2) Opfattelsen af viljens rolle i filosofien. Schopenhauer så verden som værende i en blind verdens-viljes vold. - Hvorledes kan vi leve i en sådan grusom verden? Schopenhauer svarede: Det kan vi heller ikke! Askesen - forsagelsen af verdens-viljen - er den eneste anstændige løsning! Schopenhauer blev således metafysisk pessimist - den metafysiske udfordring var ikke menneskelig overkommelig. Schopenhauers løsning var for Nietzsche kun et udtryk for egen svaghed. Livet, af hvilket man selv er en del, er ikke noget man argumenterer med - man er ikke som menneske den instans der kan betragte tilværelsen udefra og fælde dom over den. Siger man at livet ikke er værd at leve, siger man ikke noget om "livet", man siger noget om sig selv - man er blevet svag. Nietzsche har karaktertræk tilfælles med Heraklit: De er begge arrogante, asociale, vrantne og underfundige. De holder begge af at udtrykke sig i aforismer, for så at lade den dumme menneskehed finde ud af hvad de mener. Filosofisk er det nok læren om konfliktens betydning der er det grundlæggende fællestræk. Som vi så det i forbindelse med Schopenhauer, er enhver indvending imod livets grusomhed, for Nietzsche, klynkeri! Heraklit siger tilsvarende at "krigen er alle tings fader og alle tings konge", og mente i overensstemmmelse hermed, at digteren Homer fortjente at blive pisket fordi han havde bedt om at striden imellem guder og mennesker skulle ophøre. - Homer forstod ikke at han havde bedt om universets ødelæggelse!, siger Heraklit.

NIETZSCHES FORLØBER KALLIKLES
I Platons dialog Gorgias, der angår retorikkens væsen, optræder en mand der hedder Kallikles. Kallikles er hos Platon fortaler for et standpunkt der er stærkt beslægtet med Nietzsches. Imidlertid er det sjældent at se Kallikles nævnt i forbindelse med Nietzsche - hvorfor nu det? I Johannes Sløks bog om dialogen Gorgias, er det Sløk's mening at - omend der er lighedstræk imellem Kallikles og Nietzsche hvad angår begrebet om en "slaveopstand" - så er Kallikes dog kun en vulgær udgave af Nietzsche. Sløk skriver: "Nietzsches dyberegående tanker om menneskets selvtranscendens⁽³⁾, dets status som en overgang og en undergang og drømmen om overmennesket forefindes ikke hos Kallikles, mens omvendt Kallikles's tanker om den tøjlesløse tilfredsstillelse af alle lyster ikke kunne tiltale Nietzsche."⁽⁴⁾. - Skulle grunden til at Kallikles sjældent nævnes i forbindelse med Nietzsche bero på at de er for forskellige? - For mig at se er det påfaldende i hvilken grad Kallikles foregriber Nietzsches filosofi. Eftersom det der her interesserer os er den moralske kvalitet (dyd) der udvises når striden står med samtiden, bliver det yderligere bemærkelsesværdigt så tæt et slægtskab der består imellem Kallikles og Nietzsche. Hør blot her hvad Kallikles siger: "Nu mener jeg, at opstaar engang den Mand, der har hele sin oprindelige Naturkraft i behold, saa vil han sprænge alle Lænker og ryste dem af sig og bane sig Vej til Frihed; og han vil træde alle vore Paragraffer og Formularer og Gøgl og naturstridige Love under Fod, rejse sig i sin Vælde og forvandle sig fra vor Slave til vor Hersker; saa vil vi se Naturens egen Ret bryde straalende frem!"⁽⁵⁾. Hermed er jo - stik imod Sløks opfattelse - afsløret en "overmenneske"-teori! Nietzsche er mere sofistikeret end Kallikles (man må her huske på at vi kender Nietzsche fra et omfattende forfatterskab, hvorimod Kallikles i Gorgias kun spiller rollen som den "prøvesten" der skal afsløre om Sokrates har en sjæl af guld) - heri har Sløk ret. Men jeg skulle mene at Kallikles's "overmenneske"-teori i grundprincippet er helt identisk med Nietzsches "overmenneske"-teori. Nietzsche omtaler (blandt mange andre steder) et eksempel på et overmenneske, et såkaldt "blondt rovdyr", i Zur Genealogi der Moral - bemærk at metaforikken er voldelig som den er det hos Kallikles: "Wer befehlen kann, wer von Natur `Herr' ist, wer gewaltthätig in Werk und Gebärde auftritt - was hat der mit Verträgen zu schaffen! Mit solchen Wesen rechnet man nicht, sie kommen wie das Schicksal, ohne Grund, Vernunft, Rücksicht, Vorwand, sie sind da wie der Blitz da ist, zu furchtbar, zu plötzlich, zu überzeugend, zu `anders', um selbst auch nur gehasst zu werden."⁽⁶⁾. Endvidere gælder det om Kallikles, at han kun advokerer for sit standpunkt og ikke prætenderer selv at have "hele sin oprindelige Naturkraft i Behold"; ganske som Nietzsche - i egenskab af sit alter ego, Zarathustra (i Also sprach Zarathustra) - ikke siger om sig selv, at han er et "overmenneske", men nok "en lynets forkynder". Når Kallikles siger: "Nej, det hele kommer af, at det er de svage Mennesker, de som er i Flertal, der har givet og stadig giver Love; og naar de bestemmer, hvad der skal være Lov, ser de naturligvis først og fremmest paa sig selv og deres egen Interesse, og naar de roser visse Handlinger og dadler andre, er det kun dikteret af dette Synspunkt."⁽⁷⁾, så har vi udtrykt hvad der svarer til Nietzsches "slavemoral". Det hedder hos Nietzsche: "Die Juden sind es gewesen, die gegen die aristokratische Wertgleichung (gut=vornehm=schön=glücklich=gottgeliebt) mit einer furchteinflössenden Folgerichtigkeit die Umkehrung gewagt und mit den Zänen des abgründlichsten Hasses (des Hasses der Ohnmacht) festgehalten haben, nämlich `die Elenden sind allein die Guten, die Armen, Ohnmächtigen, Niedrigen sind allein die Guten, die Leidenden, Entbehrenden, Kranken, Hässlichen sind auch die einzig Frommen, die einzig Gottseligen, für sie allein giebt es Seligkeit...' ...mit den Juden der Sklavenaufstand in der Moral beginnt: jener Aufstand, welcher eine zweitausendjährige Geschichte hinter sich hat und der uns heute nur deshalb aus den Augen gerückt ist, weil er - siegreich gewesen ist..."⁽⁸⁾. Nietzsche reducerer ligesom Kallikles den etiske erkendelse til (egen)interesse. Jeg vil gerne her pege på muligheden af at der består en nødvendighed i den forargede vilje. At ligheden imellem Kallikles og Nietzsche altså ikke skriver sig fra et lærer/elev forhold (hermed er også forklaret hvorfor Kallikles sjældent nævnes i forbindelse med Nietzsche) - men at deres overensstemmelse hidrører fra en strukturel nødvendighed i den forargede vilje. Tankegangen er altså her, at Nietzsche uafhængig af Kallikles har ytret det samme standpunkt som Kallikles. Nietzsche har ikke "lært" sin forargelse af Kallikles. Hos Nietzsche er vreden over det "alt-for-menneskelige" opstået spontant. For Nietzsche er det tilstrækkeligt at kunne sige: "Dette er for mig forargelig menneskelig adfærd - sådan vil jeg ikke mennesket!" Som man vil forstå betragter jeg - i det mindste her, hvor fokus er på forargelse - Nietzsche som nærmere beslægtet med Kallikles end nogen af sine to "lærere" Schopenhauer og Heraklit. Nietzsche forstås jo nemlig her som den der ikke behøver en lærer - ja, endog som den der ikke kan have en lærer! Idet viljen betones gøres filosoffen autonom: Man behøver ikke en lærer for at ville. En lærer kan dog under tiden være nødvendig, når man skal finde ud af hvad det er man vil - men så forlader vi det standpunkt der har viljen som primat til fordel for synspunktet: "erkendelse for erkendelsens (sandhedens) skyld" (og det er ikke Nietzsches synspunkt).

BERETTIGET OG UBERETTIGET FORARGELSE
Det må naturligvis diskuteres hvorvidt en filosof der er fundamentalt utilfreds med sin samtid, måske burde vende sin kritik imod sig selv for derefter at blive forsonet med sin samtid - er det filosoffen det er galt med og ikke samtiden? Der tænkes her i overensstemmelse med den Ny Testamentelige lignelse: "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til?" (Matt. 7). Analogien synes at ville reducere al kritik imod omverdenen til en kritik vendt imod kritikeren selv - gives der da ikke en berettiget - end mindre en heroisk - forargelse? Analogiens ophavsmand - Jesus - var han ikke selv forarget på sin egen samtids "skriftkloge"? - "Hyklere" og "Øgleunger", var det ikke hvad han kaldte dem (Matt. 23)? - At mistænkeliggøre Jesu forargelse (at antyde at Jesus skulle have "en bjælke i øjet") vil ikke bare være blasfemisk - det vil også være dumt, eftersom kristendommen har Jesu forargelse på datidens jødedom som sin conditio sine qua non. - Desuden: hvis kristendommen ikke er til/er usand - som implikation af en mistænkeliggørelse af Jesu forargelse - hvad er så problemet med en bjælke i øjet (bjælken angår jo forholdet til Gud - bjælken er et billede på bæreren af bjælken's egen synd)? Jeg foreslår derfor følgende formelle distinktion imellem to typer af forargelse: (1)Forargelse på samtiden/omverdenen. Forargelsen er muligvis uberettiget⁽⁹⁾, men den kan være berettiget. (2) Forargelsen er uberettiget. Den forargede "har en bjælke i øjet". Den forargede er - med eller mod sit vidende - forarget på kristendommen (således som Søren Kierkegaard forstår det).

UBERETTIGET FORARGELSE - IFØLGE KIERKEGAARD
vDen etik der forkynder sig selv gennem forargelse p- The Arts and Humanities Web Site Bitchy Slut Erotic Segundo Helligs k Erotic o o Bitchy Bitchy mDen etik der forkynder sig selv gennem forargelse p- The Arts and Humanities Web Site Bitchy Slut Erotic Segundo Helligp r Slut Slut c c Erotic Bitchy